Besætningens videre skæbne

Den 6 april sendte våbenmodtagechefen for Sjælland, Stig Jensen, et telegram til London desangående nedstyrtningen. Heri oplyses følgende: ”Charles T. Dillion opsamlet og ’safe in our hands’. H. Farmer og C. Laing letterede sårede. Skytten R. Hills og navigatøren H.J. Hart forsvundet fra nedstyrtningsstedet.” Dagen efter indeholdt et nyt teelgram til London fra Stig Jensen denne supplerende oplysning: ”De to flygtede officerer fundet og transporteret til Sverige.”Hvorfor der gik så lang tid, før Stig Jensen fik at vide om fundet af Hills og Hart, og af hvem og hvordan de blev hjulpet til Sverige, vides ikke.
 
Efter krigen skrev Dillon et brev til Marboe-familien, som han takkede for sin redning, og han fortalte, at han ville komme til Danmark med sin kone, når han fik tid til det. Ganske kort tid efter fik Marboe-familien et nyt brev, denne gang fra Dillons kone, hvor hun fortalte, at hendes mand var omkommet ved en flyveulykke under en flyveopvisning i Frankrig.
 
Alfred Olsen blev opsøgt af engelske embedsmænd, som gerne ville høre om enkelthederne omkring nedstyrtningen og specielt om, hvor liget af den dræbte bombekaster var bragt hen. Efter lange undersøgelser opdagede man, at der var fundet et lig af en ukendt flyver, der var begravet i en grøft i nærheden af Værløse flyveplads. Ved nærmere undersøgelser viste det sig at være liget af McBeath. Han ligger i dag begravet på Værløse Kirkegård.
 
I mange år kunne man se et par bøjede propeller, som stod uden for Alfred Olsens hus. De stod der, som det eneste minde om en af besættelsestidens mørke og skæbnesvangre begivenheder; men en dag begyndte de at smuldre som så meget andet, og i dag er de væk.
 
Udarbejdet af Kirsten Løffler Reich - loefflerreich@gmail.com - COPYRIGHT
Lav din egen hjemmeside med mono.net