Gunnarpaatyr
Gunnar rider her på Strandgårdens avlstyr. Den blev købt som tyrekalv og var en rar og børnevenlig tyr, som fandt sig Marboe-døtrene red på dens ryg. Der er stråtag på længerne, så billedet er taget et sted mellem 1925 og 1927, hvor der blev lagt bliktag på i stedet.
 
En dag gik det galt med tyren. Fodermesteren havde fri og kreaturerne var i tøjr. Sædvanligvis græssede de frit i indhegning på engene, men hvis engene var græsset af kom de på græsmark i tøjr, og skulle så flyttes flere gange om dagen.
 
En dag i pinsen 1937 var der gæster på Strandgården, Gunnars bror Peter og hans kone Emmy med deres tre børn. Katha var i køkkenet for at tilberede kyllinger til middag. To piger sjippede på en høj cementbeholder til roer uden for haven, hvorfra de havde godt udsyn.
Gunnar skulle flytte kreaturerne, da fodermesteren havde fri. Han flyttede den ene ko efter den anden, men da han kom til tyren, gik det galt. Måske var der en af køerne, der var ’tyregal’ eller måske var det bare fordi at tyren ikke var vant til at blive flyttet af Gunnar. I hvert fald rev tyren sig løs af tøjret og gik på ham. Den smed rundt med ham. De to piger på roebeholderen kunne se tyren smide rundt med gunnar, og løb ind til de voksne. Forkarlen Kaj fik fat på en tohjulet mælkevogn og noget reb. Katah smed, hvad hun havde i hænderne og løb med. Der blev ringet efter både ambulance og slagter. Kaj og Katha løb ud til Gunnar og tyren. Kaj fik fat i tyrens næsering og fik den tøjret til en telefonpæl. Gunnar kom op på vognen og blev kørt af sted. Han var slemt tilredt, tænderne i den ene side af munden var stanget ud, den ene lunge punkteret, et ben og tre ribben var brækket og tyren havde trådt på spidsen af hans hjerte. Ambulance kom og fik ham af sted.
Tyren rev sig løs, løb hjem til gården og gik dernæst bersærk på gårdspladsen. Kaj fik lokket den ind i stalden og smækket dørerne efter den. Den løb løs rundt i stalden og brølede som en gal. Slagteren kom og skød tyren.
 
Gunnar lå på sygehuset i flere måneder. Han kom aldrig tilbage til markarbejdet, da han ikke kunne tåle det hårde fysiske arbejde. Derfor fik han anlagt en frugtplantage på 3 tdr. land.
 
Kaj blev hædret af Carnegies Belønningsfond for Heltemod. Og hele episoden blev omtalt i avsien.
 
Udarbejdet af Kirsten Løffler Reich - loefflerreich@gmail.com - COPYRIGHT
Lav din egen hjemmeside med mono.net