Jagthytten ved Orebjerg

Jagthytten lå i en granplantage ud mod stranden ikke langt fra Strandgården. Gunnar Marboe lånte hytten af godsejer Tvede på Orebjerg.

Jagthytten blev brugt til overnatning og opbevaring af ’varer’, våben og ammunition.

66, Poul Egede Olsen og Kaj Sørensen, begge fra Holbæk, som vagter ved jagthytten.
Da hytten eksploderede

Det var en tidlig morgen i februar 1945. Tre mand overnattede i jagthytten, Bent Middelboe Outze, Poul Schlitchkrull og Hakon Berg. I en kælder under hytten blev opbevaret store mængder af våben og ammunition, der stammede fra sabotageaktionen mod Vipperød Pejlestation nytårsaften 1944-45.

Hakon lå stadig under dynen, Poul var oppe og på vej ud. Bent var ved at tænde op i den lille brændeovn for at få varme i hytten. Men brændet var vådt og ilden kunne ikke fænge. Bent hældte så en sjat over det våde brænde, satte en tændstik til og… det forårsagede en ordentlig eksplosion og bræddehytten stod i flammer. Poul kom hurtigt ud af døren, Bent blev lidt forbrændt og Hakon, der lå under dynen, blev voldsomt forbrændt.

Poul Schlitchkrull fik alarmeret folkene på Strandgården. Brandvæsenet blev ikke alarmeret, men der gik med det samme bud efter dr. Gejlager, der straks tog Bent og Hakon med til Frederikssund Sygehus. Hvad han forklarede sygehuset vides ikke, men de blev begge indlagt og behandlet.

På Strandgården fik man travlt, der blev ryddet, alle spor fra illegale aktiviteter blev fjernet, modstandsfolk og gæster blev evakueret.

Eksplosionerne fra hytten var meget voldsomme. Det blev ved med at knalde og brage til langt ud på eftermiddagen. Det lød som om, der blev udkæmpet et større slag ved fjorden.

Men tyskerne forholdt sig i ro. Det viste sig, at de selv havde en større øvelse i gang i den anden ende af skydeterrænet ved Jægerspris. Så da de hørte de vedvarende eksplosioner, troede de, at det var en anden tysk afdeling, der holdt øvelse mod syd.
Naboen kommenterede tørt, at det da ’var noget værre støj forleden dag’.
Som Birgit bemærker i sit skriv, så ”var det godt, det kun var ’organiseret’ tyveri fra tyskerne, som gik op i røg, og ikke våben og ammunition fra våbennedkastninger – for det ville have givet store problemer. ”
Det kunne være gået frygteligt galt den dag. Hvis tyskerne havde været mere opmærksomme, eller hvis der havde været tale om våben og ammunition, der skulle have været fordelt videre til andre aktører.
Heldigvis slap alle fra episoden med skrækken - og livet i behold.

Kilder
'Erindringer og anekdoter', Birgit Løffler Marboe og Gudrun Løffler Reich
 






































DOWNLOAD
Download sidens tekst i læsevenlig udgave - klik på den gule pil herunder
Jagthytten v. Orebjerg
Udarbejdet af Kirsten Løffler Reich - loefflerreich@gmail.com - COPYRIGHT
Lav din egen hjemmeside med mono.net