Flystyrt på fjorden 3. april 1945

I dagene omkring 1.april 1945 blev Orø I Isefjorden afspærret for omverden af modstandsfolk fra Holbæk. De havde overtaget telefoncentralen, anbragt skyts i havnene og sørget for lå fiskerbåde klar til fragt i øens to små havne. En stor nedkastning fra tre engelske fly på i alt 72 containere fyldt med våben og ammunition var lige på trapperne. Det afhang af vejret.

 

Søndag den 2. april kl. 18.00 bragte BBC en særmelding på dansk med hilsner til Albert, Christoffer og Lyda og gav kodeordet ‘Table Jam 283’. Det var fuldmåne og fint vejr.

 

På Shepherds Grove, Suffolk i England, hvor No. 299 Squadron hørte hjemme, stod de tre Stirlings IV med opvarmede motorer og afventede starttilladelse. Klokken 23.00 blev tilladelsen givet, og de tre fly lettede med ti minutters mellemrum.

 

Turen over Nordsøen gik fint for LJ942 og dets besætning. Da flyvemaskinen nærmede sig den danske kyst, gik den ned i omkring 100 meters højde for at undgå tyskernes radar. Turen over Jylland og Fyn gik også fint. Kort efter piloten Dillon havde skimtet sydspidsen af Sejerø, begyndte der at komme skyer. På grund af lyset fra fuldmånen kastede skyerne mørke skygger på landjorden. Og da maskinen fløj meget lavt og meget hurtigt hen over jorden, blev det umuligt for Dillon at se, hvad der var vand, og hvad der var, og hvad der var land.

 

Maskinen var en anelse ude af kurs, og den passerede Orø flere kilometer nord for øen. Derfor besluttede Dillon og navigatøren Hart at gå mod nord for at finde et punkt på nordkysten af Sjælland, de kunne genkende og bruge som navigationspunkt.

 

Da de nåede nordkysten, lod Dillon maskinen gå op i 500 meters højde for at orientere sig. De nærmede sig Hundested og dermed de store tyske fæstningsanlæg ved Melby. Tyskerne opdagede den engelske maskine med det samme, og de begyndte straks at fyre antiluftskyts af. Et af de første skud ramte LJ942 umiddelbart foran halen. Maskinen blev gennemrystet, og Dillon kastede den ind i et dyk for at komme væk.

 

Ingen af besætningsmedlemmerne var kommet til skade; men den materielle skade var stor. Heldigvis var der ikke brand i maskinen, og ganske kort tid efter kunne Dillon skimte vand mod syd. Dillon gav besætningen ordre om at være klar til at kaste lasten, da han regnede med at være over målområdet ved Orø i løbet af kort tid.

 

På vej ned ad Roskilde Fjord tabte maskinen stadig højde, og da de nåede Hagelseåens udløb, måtte Dillon forsøge at vinde højde for at orientere sig og for ikke at komme helt ned på vandet. Det var i dette forsøg katastrofen indtraf. Wirene til højderoret knækkede. Flyet gik ind i et svagt dyk og ramte vandet med et øresønderrivende brag. Halen knækkede af på det sted, hvor den var ramt. Og med stor kraft pløjede resten af maskinen sig gennem vandet. Den styrtede ned ca. 1 km syd for Hagelseåens udløb.

 

De havde fløjet parallelt med kysten; men da flyet ramte vandet og knækkede, tog det forreste af maskinen retning mod kysten, og da vandstanden på dette sted ikke var større end 1 meter, gravede de fire propeller dybe render i fjordbunden, indtil de bøjede eller faldt af.

Da det forreste af flyet standsede, lå det omkring 100 meter fra land og med næsen kun få meter fra en stor sten.

 

Haleskytten Hills var uskadt. Han kravlede ud af sit haletårn og vadede de 100 meter gennem vandet til resterne af maskinen. Her fandt han Hart i gang med at puste flyets lille gule gummibåd op. Dillon og Farmer havde begge slået ansigtet ind i instrumentbrættet. I lastrummet lå Laing og klagede sig over smerter i ben og ryg, da han var tumlet rundt mellem containerne og havde fået benene i klemme, da flyet ramte vandet. Efter få minutters søgen fandt de McBeaths sønderslåede lig i vandet foran maskinen. Han var blevet knust mod bunden af maskinen, da den ramte vandet og kurerede over fjordbunden. De lod liget ligge og anbragte deres sårede kammerater i gummibåden, som Hills og Hart forsigtigt skubbede ind til kysten gennem det lave vand.

 

 

FORTSÆTTES....