'Villa Alka', Græse Strandvej 9, september 1963.

Natlige gæster hos fiskeren

De overlevende besætningsmedlemmer fra LJ942 fik øje på et hus omtrent 100 meter fra kysten. Her boede fiskeren Alfred Olsen og hans familien i 'Villa Alka'. Englænderne besluttede sig for at søge ly dér.
Fisker Alfred Olsen og hans familie, der boede i ’Villa Alka’, Græse Strandvej 9, hørte braget om natten da flyet gik ned på vandet kun 2-300 meter fra deres hus. Han blev enig med sin kone om, at det sikkert var en bombe, der sprang eller at det måske var tyskerne i Jægerspris, som holdt øvelse, og derfor undersøgte han ikke sagen nærmere.
 
Ved 2.30-tiden blev de atter vækket ved at deres hund gøede, og de kunne nu høre, at de puslede ude i gården. Alfred Olsen gik ud for at se, hvem det var, som færdedes ude på dette sene tidspunkt og efter al den larm. Uden for hans dør stod 5 våde og forslåede fremmede, som Olsen hurtig fandt ud af var englændere. De blev inviteret indenfor, hvor den ene (Laing) straks blev hjulpet hen at ligge på divanen, da han klagede over kraftige rygsmerter og smerter i det ene ben. En anden af flyverne (Farmer) havde fået slået det ene øje halvt ud af hovedet og ville hele tiden se sig selv i et spejl. Manden forekom i det hele taget meget forvirret og skulle senere kaste op. Piloten (Dillon) havde fået den ene næsefløj skåret op, og blodet løb ned ad ansigtet på ham. De sidste to (Hills og Hart) fejlede ikke noget og var kun opsat på at komme af sted til Sverige.
 
Olsens kone lavede erstatningskaffe, og Olsen serverede snaps for flyverne, således at de kunne få varmen; men da ingen af dem havde smagt den slags før, drak de ikke noget. Piloten forklarede Olsen, at der ude ved flyet lå en dræbt kammerat, som Olsen bare skulle lade ligge, indtil de andre var kommet af sted. Manden på divanen var på dette tidspunkt begyndt at beklage sig højere og oftere, og Hills og Hart gav ham derfor en beroligende indsprøjtning fra det medbragte lommeapotek, således at manden inden længe lå og sang.
 
Hills og Hart begyndte at planlægge deres flugtrute til Sverige, og Alfred Olsen måtte hele tiden vejlede dem og besvare utallige spørgsmål, som f.eks. hvor de nærmeste tyskere lå, hvilke tyske anlæg de kunne tænkes at møde, og hvor de nærmeste kirker lå etc., etc. Til formålet havde flyverne medbragt silketørklæder med et påtrykt Danmarkskort, og da Olsen som ung havde været i Amerika, kunne han sagtens forklare dem en rute, som han regnede med ville være den bedste. De to flyvere gjorde deres forberedelser, hvor de bl.a. fjernede alle distinktioner og lignende, og på bedste måde gjorde deres uniformer så lig civilt tøj som muligt. Sluttelig tog de en rørende afsked med deres sårede kammerater, der ønskede dem en god tur til Sverige.
 
Lidt over kl. 3 fulgte Alfred Olsen de to flyvere et stykke op af Sigerslevvestervejen, hvorefter han, efter at have ønsket dem held og lykke med deres foretagende, gik hen til sin genbo, der havde telefon, for at ringe efter en læge, men ligegyldigt hvem han ringede til, så nægtede de at komme og Olsen måtte til sidst ringe efter sygebilen fra Frederikssund, der kom ved ca. 4-tidenog kørte de tre sårede flyvere til sygehuset.
 
Efter at alle flyverne var kommet af sted på den ene eller anden måde, begyndte familien Olsen at rydde op i huset efter alle de fremmedes besøg. Alt blev fjernet lige fra huer til papirer og striktrøjer. Ved 7-tiden blev Olsens datter sendt i skole med strenge formaninger om ikke at fortælle noget til nogen. Pigen cyklede af sted men kom dog hurtigt tilbage igen med en ting, som hun havde fundet på vejen. Tingen var en strikket sko, som engelske flyvere brugte til at fore deres støvler med, således at de kunne holde varmen under de lange og meget ofte kolde togter. Skoen havde enten Hills eller Hart puttet i lommen, efter at de havde skåret skafterne af deres støvler. De havde så senere tabt den på vejen, og da den bar engelske påskrifter, gemte Alfred Olsen den straks sammen med alt det andet, flyverne havde efterladt.
 
 


















Den ombyggede bombemaskine forulykkede på Roskilde Fjord med hele sin last på 24 containere fyldt med våben og ammunition, der skulle have været kastet over Orø i Isefjorden.


 



DOWNLOAD
Fisker Alfred Olsen fortæller om englænderne og flystyrtet til præsten Leif Bork Hansen.

Klik på den gule pil herunder for at høre interviewet (mp3-format).

Alfred Olsen havde tilbragt flere år i Amerika og kunne derfor tale med de fem besætningsmedlemmer, der søgte ly i hans hus natten til den 3. april 1945.

Interviewet finder sted engang i 1960'erne og er venligst stillet til rådighed af Jægerspris Lokalhistoriske Arkiv.
Hør fisker Alfred Olsen blive interviewet af præst Leif Bork Hansen (mp3)





Print og læsevenlig udgave af denne sides tekst - klik på den gule pil herunder
Natlige gæster hos fiskeren (2) PDF
Udarbejdet af Kirsten Løffler Reich - loefflerreich@gmail.com - COPYRIGHT
Lav din egen hjemmeside med mono.net